Vine og drikkevarer til barnedåb

Her får du en guide til, hvilke drikkevarer og vine du kan vælge til maden, når du skal holde barnedåb. Du får også gode råd om, hvor meget vin og sodavand man skal beregne til en barnedåbsfest.

Hvis du holder en frokost eller en reception i forbindelse med barnedåben, bør der være vin og øl til gæsterne, men måske ikke i de mængder man ville indkøbe til en konfirmation eller et bryllup.

Ofte ligger frokosten eller receptionen midt på dagen og på en søndag, så de fleste vil nok holde lidt igen, hvis de skal på arbejde næste dag. Det er nok også de færreste barnedåbsfester, der udvikler sig til et rigtig abegilde, det passer ligesom ikke til anledningen – men hvem ved – du kender jo dine gæster bedst 😉

Hvilke vine skal man vælge?

Hovedreglen ved valg af vine er, at man til lette retter som fisk, kylling og lyst kød bør vælge hvidvine og lette rødvine og til mere tunge retter fx oksesteg bør vælge en mere fyldig/kraftig rødvin.

I behøver dog ikke kun vælge en slags vin, I kan sagtens have forskellige vine på bordet, men det er ikke en god ide at have 20 forskellige slags vine med, da gæsterne kan blive forvirret, nøjes med max 2-3 forskellige slags af henholdsvis hvidvin, rødvin og dessertvin.

Vælg evt. en tør og en halvtør vin, så der er forskellige variationer at vælge imellem. Pas dog på med at vælge en meget tør vin, da nogle mennesker vil synes, at den smager surt. Også en meget sød vin er et lidt farligt valg til mad, men vælg gerne en lidt sød hvidvin, rosé eller mousserende vin til desserten.

Køb lækre kvalitetsvine her

Valg af velkomstdrink

Der er mange muligheder for at lave en dejlig velkomstdrink. Men prøv gerne noget, der ser festligt ud – I kan servere det i flotte glas eller måske har det en festlig farve.

Eksempler:

  • Bobler er altid godt! Champagne eller en mousserende vin, fx Crémant, Cava eller Asti Spumante
  • Hvidvin eller mousserende vin blandet med hyldeblomstsaft og et frossent jordbær (køb gerne friske bær, som du selv fryser)
  • Kir Royale (Champagne og solbærlikør, kaldet Creme de Casis)
  • Mousserende vin med jordbærsirup
  • Martini med is og fx et kirsebær
  • Kold hvidvin eller rosé
  • Husk også en velkomstdrink til børnene fx juice med et frossent jordbær

TIP: Pas på med en alt for sød velkomstdrink, det bliver hurtigt lidt klistret og kan dæmpe appetitten.

Drikkevarer til barnedåb – buffet, reception eller middag

Ved en buffet, kan I vælge at sætte flasker med vin og vand ud på bordene eller lade vinen stå ved buffeten, så gæsterne selv kan gå op og forsyne sig. Husk også at sætte vand og sodavand frem.

Når I serverer en buffet vil der være mange forskellige typer af mad, fx fisk, kylling og kød, så der bør være både hvidvin og rødvin på bordet. Rosévine passer også godt til en buffet. Det samme gælder ved en reception, her kan I dog overveje at supplere med en mousserende vin, hvis maden primært består af pindemadder.

Vine til forretter

Hvis forretten består af fisk eller skaldyr, bør I vælge en halvtør eller tør hvidvin.  Man skal dog være påpasselig med at vælge en tør hvidvin, da nogle mennesker ikke bryder sig om en meget tør vin og synes den smager surt. I kan få råd og vejledning dér hvor I køber vinen. Også hvis I køber vin online, er det muligt at få hurtig og kompetent rådgivning.

Valg af hvidvine

  • Chardonnay er en fleksibel vin, som passer til mange forskellige slags mad og retter: Østers, skaldyr, fjerkræ og retter med gris, samt stærke oste på ostebordet.
  • Sauvignon Blanc passer til: Østers, rejer, krabbe, hummer, grillet fisk, pastaretter med saucer af fløde og fjerkræ. Den passer også godt til både milde og stærke oste.
  • Tør Riesling går godt med: Rejer, krabbe, hummer, grillet fisk, fjerkræ og gris.

Valg af rosévine

  • Pinot Noir rosévin er bedst til lette salater, fisk og skaldyr samt pasta og retter med ris.
  • Zinfandel passer godt til krydret mad, fisk og skaldyr, salater, pasta og risretter.

Vine til hovedretter

Når I skal vælge vin til hovedretten, vil jeres valg afhænge af, hvad hovedretten består af. Hvis I serverer rødt oksekød, vil det være relevant at servere en lidt tør og kraftig rødvin. Hvis I serverer kalve- eller svinekød, kan man vælge en lidt lettere rødvin eller en tør rosévin.

Udvalget af rødvine er enormt og det er vigtig at vælge en rødvin, som passer godt til maden, men generelt skal du passe på med at servere en meget kraftig vin. Mere bløde og frugtrige vine falder i de flestes smag. Jeg kan dog anbefale at konsultere en vinekspert i en butik og der er også flere rigtig gode vinforretninger på nettet, som har kompetent rådgivning online og som hurtigt kan hjælpe jer med jeres spørgsmål om hvilke vine som passer til maden.

Vin til festen? Se udvalg af gode vine her

Valg af rødvine

Her er lidt information om de forskellige typer af druer:

  • Cabernet Sauvignon er en tør og markant vin med meget garvesyre, den passer godt til rødt kød, lam, gris, vildt, samt stærke oste.
  • Merlot (udtales “Merlo”): I reglen blød og frugtrig, passer godt til and, oksekød, gris, vildt, sammenkogte retter og pastaretter.
  • Zinfandel: I reglen blød og frugtrig, passer godt til rødt oksekød, vildt som kronhjort, vildsvin og fasan, samt kalkun og sammenkogte retter.
  • Pinot Noir druen er let og blød i smagen. Pinot Noir går godt sammen med fasan, and, kalkun, kanin og oksekød.
  • Beaujolais: En let og tør vin, som går til fjerkræ, lyst kød, pastaretter, charcuteri og pateer.

Vine til desserten

En muskatvin eller en sauterne er et god valg. En Eiswein er også en spændende mulighed. Det er en god idé at spørge der hvor du køber vinen, hvad de kan anbefale.

Husk også at der skal være drikkevarer til børnene. Det kan fx være sodavand, juice eller hyldeblomssaft.

Beregne drikkevarer til en barnedåbsfest

Se også: Drikkevarer beregner til fester: hvor meget drikker gæsterne?

Hvis man fx er 25 voksne personer til middagen eller buffeten, kan man bruge nedenstående tal som tommelfingerregel:

Velkomstdrink
1 glas per person svarer til ca. 4-5 flasker (der er ca. 6 glas i en 70 cl. flaske).

Hvidvin
1-2 glas per person, ca. 6-7 flasker (8 glas per flaske)

Rødvin
3-4 glas per person svarer til ca. 14-17 flasker (6 glas Per flaske)

Dessertvin
1 glas per person svarer til ca. 3-4 flasker (der er ca. 10 glas i en flaske, hvis det er portvin er der ca. 15 glas pr. flaske).

Cognac/likør (inkl. Baileys)
1 glas per person svarer til ca. 2 flasker (der er ca. 15 glas per flaske)

Sodavand/øl
3-4 per person (33 cl – 1 dåse) Husk hvis det er varmt i vejret drikker folk mere sodavand.

TIP: Sørg for at lave en aftale med det sted du køber drikkevarer, så du kan levere uåbnede flasker tilbage.

HUSK: det er meget individuelt, hvad folk drikker til en barnedåb og her har vi generelt angivet lidt mindre mængder end hvis det var til en bryllupsfest om aftenen, men det er jer, der kender jeres gæster bedst og også hvor lang tid barnedåben er planlagt til at vare.

Så brug ovenstående som tommelfingerregel – og hav altid en buffer af ekstra drikkevarer – hellere lidt for meget end lidt for lidt.

One Reply to “Vine og drikkevarer til barnedåb”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *